Én fortælling i kompleksitet

Plakat til CFP. Foto: Tingen

Udgivet 6. Okt 2017 i anledning af Idéhistorie på Aarhus Universitets 50 års jubilæum. Artiklen er udkommet i temanummeret af institutbladet Tingen om idéhistorie i gymnasiet. Jeg blev indbudt til at skrive et indlæg om processen der gjorde Idéhistorie B til et obligatorisk fag på de tekniske gymnasier ved reformen der trådte i kraft i sommeren 2017 og min egen rolle heri.

 ”Things add up and they don’t. They flow in linear time and they don’t. And they exits within a single space and escape from it. That which is complex cannot be pinned down. To pin it down is to loose it.” (Mol & Law 2002, 21)

Det følgende er skrevet som jeg husker det og tænker det. En blanding af erindring og eftertanke eller efterrationalisering om man vil. Specifikt er jeg blevet bedt om at forholde mig til indførelsen af idehistorie som obligatorisk fag på landets tekniske gymnasier (htx) samt min egen rolle i forløbet som muliggjorde dette. Det første er en forholdvis let sag, mens det andet er mere vanskeligt. Man kan med stor præcision redegøre for sekvensen af egne handlinger ved at konsultere kalenderen og søge i mailboksens ind- og udbakke. Ligeledes kan man relativt præcist redegøre for kronologien i den politiske beslutningsproces ved søgninger i mediedatabaser og på folketingets hjemmeside efter udsagn og beslutninger vedrørende processen. Hvilken betydning ens handlinger har haft for udfaldet af den politiske beslutning er derimod mere usikkert. Det eneste som med sikkerhed kan siges er, at det ikke er nogen enkelt persons afgørelse. Den følgende fremstilling bygger på egne overvejelser og er et udtryk for eget perspektiv. Historien er opdelt i to afsnit. Det første omhandlende historien om idéhistorie som gymnasiefag. Det andet om egne overvejelser og handlinger.

Indledningsvist kan man påpege det simple faktum at indførelsen af et obligatorisk idéhistoriefag på landets tekniske gymnasier først og fremmest er et politisk ansvar og ikke et særfagligt hensyn. Beslutninger realiseres ved politisk flertal, som ofte etableres via kompromisser. Den enkelte beslutning indgår i en samlet reform, hvor de partier som allerede er en del af forligskredsen har en vis fortrinsret. Adskillige andre aktører deltager mere eller mindre aktivt i den politiske beslutningsproces. Udover regeringen, de øvrige partier i Folketinget og undervisningsministeriets departement kan man blandt andet nævne fagforeninger (eks. GL, IDA og HL), lederforeninger (Danske Gymnasier, DE-L), elevorganisationer (DGS, LH, EEO) og faglige foreninger (eks. spansklærerforeningen eller FALS). Afhængigt af historiske alliancer, loyalitetsbånd og personlige relationer indgår disse aktører i forbindelser som skaber gensidige forståelser og konkrete løsningsforslag. Aktører vil derfor have deres egen udlægning af historien, hvilket gør det komplekst. Historien er dog ikke et livløst bagtæppe for nutidens beslutninger, men spiller en rolle i at forme og sandsynliggøre bestemte muligheder frem for andre. Historien skaber stiafhængighed for politiske beslutninger (Pierson 2000).

1. Idéhistorie i gymnasiet.

Diskussion om gymnasiefaget Idéhistorie er langtfra ny og stammer som minimum fra Den røde betænkning (1959/1960) da faget ved reformen og den nye bekendtgørelse i skoleåret 1963-64 blev indført som det timeløse fag i gymnasiet. Det var professor i almindelig zoologi ved Københavns Universitet H.V. Brøndsted, der i læseplansudvalget foreslog indførelsen af idéhistorie som en meta-disciplin i gymnasiet. I betænkningen blev faget set som en modvægt til den stigende fagspecialisering af gymnasiet, som risikerede at føre til fagidioti ved at forhindre muligheden for at eleverne kunne få indblik i de sammenhænge der måtte eksistere mellem fagene. Udvalget bag betænkningen mente at eleverne ved hjælp en 300 siders lærebog kunne få indblik i sammenhængen mellem fagområderne og fagenes historiske karakter. Resultatet blev et fag med læreplan, men uden undervisningstimer, altså i realiteten et selvstudium, samt lærebogen De europæiske ideers historie (1962), skrevet af Erik Lund, Johannes Sløk og Mogens Pihl (Haue 2003). Idéhistorie som fag i gymnasiet blev sidenhen praktiseret ved at gymnasiets førsteårselever rutinemæssigt fik udleveret bogen og blev bedt om at orientere sig i indholdet.

Indtil beslutningsprocessen omkring 2005-reformen var der i gymnasial sammenhæng relativt stille omkring faget, kun afbrudt af små forslag om at ville ophøje idéhistorie til valgfag eksempelvis i SF’s forslag om en reform af gymnasiet fra 1985. I 2004 foreslog Det Radikale Venstre, Socialdemokratiet og SF at indføre et idehistorie/filosofi/religionsfag på stx ved at sammenlægge oldtidskundskab og religion (Betænkning 2004). Det kunne der ikke skabes opbakning til. Derimod blev Idéhistorie B ved reformen i 2005 et valgfag på htx. Faget fik den særegne konstellation at det både fungerede som mulig overbygning til det obligatoriske Teknologihistorie C og som selvstændigt valgfag. Fagets læreplan blev forfattet af daværende fagkonsulent Christian Overgaard, Frederik Stjernfeldt og Stig Andur Pedersen. Idéhistorie B var markant tonet mod faget Teknologihistorie C, som faget jo skulle kunne dække for. Således omhandlede 6 af 8 faglige mål teknologi, teknologihistorie og teknologiformer, mens 4 af 5 indfaldsvinkler relaterer sig til teknologi (Bekendtgørelse om uddannelsen til højere teknisk eksamen, 2013). De faglige minimumskrav for undervisningskompetence for undervisning i faget blev sidestillet med faget filosofi, hvilket bevirkede at faget i praksis udviklede sig i mere filosofisk retning. En vigtig detalje var at faget endvidere blev sidestillet med fagene Samtidshistorie B (hhx) og Historie B (hf) i de videregående uddannelsers specifikke adgangskrav.

Et afgørende fokus for sammensætningen af nye studieretninger ved reformen i 2016 var at de var direkte adgangsgivende til de videregående uddannelser. Derfor var Idéhistorie B allerede blevet foreslået opprioriteret fra valgfag til studieretningsfag i den tidligere S-RV-regerings reformudspil Gymnasier til fremtiden (december 2014, p. 20/54). I Venstre-regeringens udspil Fra elev til studerende (april 2016, p. 51) var dette forslag bibeholdt. Faktisk var antallet af studieretninger hvori Idéhistorie B kunne indgå øget fra 2 til 3, selvom antallet af mulige studieretninger var blevet væsentligt reduceret ved at sløjfe kombinationen med et 3. Studieretningsfag. Faget Idéhistorie B var derfor en del af såvel Socialdemokraternes og Det Radikale Venstres samt Venstres udspil allerede i udgangspunktet for forhandlingerne.

I foråret 2016 var der igen for alvor kommet gang i forhandlingerne omkring gymnasiereformen efter disse var gået i stå på spørgsmålet om indførelsen af karakterkrav til gymnasierne under den tidligere S-RV-regering med Christine Antorini (A) som undervisningsminister. I spidsen for de genoptagede forhandlinger var den nye undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V). Højt på den politiske dagsorden var det almene dannelsesaspekt, som sammen med det studieforberedende udgør gymnasiets primære formål. Andre spørgsmål var også i spil herunder reduktionen af studieretninger, obligatorisk matematik på B-niveau, ændring af eksamensformer, grundforløbets varighed og medtællende karaktere, HF-uddannelsens adgang til lange videregående uddannelser etc. Adgangsbegrænsning ved specifikke karakterkrav var stadig en væsentlig forhindring for en bred aftale. Det første parti til at forlade forhandlingerne var Alternativet (28. April 2016) efterfulgt af Enhedslisten (25. Maj 2016). De to partier var uden for forligskredsen på gymnasieområdet, men indløste ikke adgangsbillet fordi de mente at indflydelsen ikke kunne opvejes af hvad de anså som væsentlige forringelser i udspillet. Den 3. Juni 2016 var der indgået en aftale mellem Regeringen, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti. Idéhistorie B er for første gang blevet et obligatorisk undervisningsfag i gymnasiet.

2. Overvejelser og handlinger.

På det tidspunkt hvor forhandlingerne blev genoptaget var jeg nyligt genvalgt medlem af hovedbestyrelsen i Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) og var formand for uddannelsesudvalget, der er fagforeningens uddannelsespolitiske udvalg. Hovedbestyrelsen, udvalget og sekretariatet fulgte processen på nært hold og var i tæt dialog med centrale aktører i reformprocessen. Denne position gav mig et privilegeret indblik og vigtig viden i forhold til processen. Min position blev dog ikke anvendt til at fremme faget. Grundet formålet om at varetage alle medlemmers interesse involverer GL sig ikke direkte i enkeltfaglige spørgsmål, men overlade dette til de faglige foreninger, som varetager de enkelte fags interesser. De faglige foreninger er repræsenteret i Pædagogisk Samarbejdsudvalg (PS) som udgør et vigtigt vejledende forum for GL’s hovedbestyrelse. I denne periode var jeg som formand for uddannelsesudvalget medlem af PS’s forretningsudvalg og deltog i alle møderne. Det var i forbindelse med et møde i PS den 26. april 2016 at ideen om et obligatorisk Idehistorie B begyndte at tage form. Da var på daværende tidspunkt ikke nogen faglig forening til at varetage Idéhistoriefagets interesser derfor var det op til andre at forsøge at påvirke processen. Den 30. april 2016 påbegyndte jeg udkastet til den skriftlige henvendelse som en uge senere var underskrevet af den tidligere læreplansgruppe, repræsentanter for de videregående uddannelser, øvrige interessenter, samt en række af landets gymnasielærere og uddannelsesledere ved de tekniske gymnasier (se listen). Den 6. Maj blev den endelige henvendelse med et konkret forslag om indførelsen af et obligatorisk Idéhistoriefag på B-niveau på de tekniske gymnasier sendt til den daværende Minister for Børn, Undervisning og Ligestilling, Ellen Trane Nørby (V) samt Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg. Herudover blev den sendt som personlig henvendelse til undervisningsordførerne og nøglepolitikere for partierne i Folketinget. Henvendelsen adresserede en række udtalte og aktuelle problemstillinger i forbindelse med reformen og lancerer forslaget om obligatorisk Idéhistorie B som generel løsning på de udfordringer (læs henvendelsen).

I politiske beslutningsprocesser øges sandsynligheden for gennemførelsen af et bestemt forslag ved at forslaget tolkes som løsningen på andres specifikke udfordringer (Cohen, et. al. 1972). Forslaget er blevet formuleret som løsninger på mere eller mindre udtalte udfordringer hos de enkelte partier og som løsningen på en række modsatrettede problematikker. Et eksempel på en modsatrettet problematik var ønsket om at reducere antallet af studieretninger og gøre dem direkte adgangsgivende til de videregående uddannelser. Det var afgørende for både Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Venstre, men gik direkte imod et mere generelt ønske om at understøtte at flere unge valgte erhvervsrettede gymnasier fordi det samtidig fjernede meget populære studieretninger som eks. Teknologi A/Design B og Kommunikation/it A/Design B, der netop var med til at tiltrække elever til de tekniske gymnasier. Ved at gøre Idéhistorie obligatorisk ville det åbne op for at bibeholde de populære studieretninger samtidig med antallet af studieretninger kunne nedbringes og adgangen til de videregående studier generelt ville blive lettet for samtlige tekniske studenter. Dette vil derfor også bidrage til at nedbringe studenternes brug af gymnasiale suppleringskurser (GSK), som var en problematik der også blev luftet.

Jeg tror henvendelsens styrke bestod i at skabe en positiv strømning omkring faget der bidrog til at mobilisere nye aktører. Blandt andet var gymnasielærere på Syddansk Erhvervsskole (SDE) i Odense og Vejle meget aktive i at skaffe en bred opbakning til henvendelsen og der var generelt overvældende tilslutning fra undervisere og interessenter. Der var også en vis bekymring at spore blandt undervisere i faget Teknologihistorie C, da dette fag med forslaget ville forsvinde fra htx. Den bredt forankrede opbakning var alt andet lige et mere vægtigt input end hvis det kun var enkelte undervisere i valgfaget der havde underskrevet og støttet op om forslaget. I så fald ville da have været tale om et simpelt partsindlæg, som nemmere ville kunne fejes af bordet. Jeg ved at forslaget blev drøftet rundt omkring på skolerne og at det vandt tilslutning hos Erhvervsskolernes Elevorganisation (EEO), organisationen der repræsenterede htx-elever, hvilket også kan have haft en betydning. Det lå ministeren Ellen Trane Nørby meget på sinde at lytte til eleverne og hun var derfor jævnlig i kontakt med repræsentanter fra elevorganisationerne.

I perioden frem til reformens vedtagelse forsøgte jeg via mail at vedligeholde kontakten med uddannelsesordførerne, specielt regeringens mere konservativt indstillede støttepartier Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti. Det var klart at DF som regeringens største støtteparti ville forsøge at sætte et markant aftryk på reformen. Gymnasieordføreren Marie Krarup (DF) spillede fra begyndelsen en markant rolle for at fremme nationalt identitetsskabende fag som historie og religion delvist fremprovokeret af Venstres eget strategisk plantede forslag om at sammenlægge fagene historie, religion og oldtidskundskab på stx, som Krarup i et debatindlæg omtalte som en ”provokerende, grim og vortet tudse” (Krarup 2016). Forslaget om et obligatorisk idéhistoriefag på B-niveau kunne derfor flugte lignende ønsker hos DF. Valget kunne eksempelvis stå mellem et teknologihistorisk fag på B-niveau, indførelsen af et mere almenhistorisk fag som Historie B eller forslaget om Idéhistorie B. Løsningen med Teknologihistorie B var ikke umiddelbart tillokkende, da navnet i sig selv var udtryk for en for snæver forståelse af historie, der ikke ville være i stand til at tilfredsstille behovet for at sikre almendannelsen på htx. Bagklogskabens lys lader fortælle at indførelsen af et almen historiefag som Historie B eventuelt suppleret med Religion C kunne have været en løsning på htx, fordi Historie B endte med at erstatte Samtidshistorie B på hhx. Det afgørende var en forsikringen om at Idéhistorie B også indbefattede aspekter af religion. På universitet findes der historisk set en forbindelse mellem religion og idéhistorie via teologen Johannes Sløk og i gymnasial sammenhæng nævnes idéhistorien eksplicit som en del af sin faglige identitet i faget Religion, hvor det hedder: ”Faget omfatter religionernes oprindelse, deres historiske udvikling, deres nutidige skikkelser og deres virkningshistorie. Fagets perspektiv er globalt. Religionernes rolle for europæisk og dansk idéhistorie og identitetsdannelse tillægges særlig opmærksomhed.” (Bekendtgørelse om uddannelsen til studentereksamen 2013). Endvidere var en del af valgfaget Idéhistories kernestof emneområdet tro og rationalitet. Sådanne spor i historien er med til at skabe stiafhængighed for mulige forståelser og løsninger. Om valget reelt stod mellem teknologihistorie, idéhistorie og historie er gisninger, men resultatet var dog at kommissoriet for det nye idéhistoriefag var et krav om tre ligeværdige ben i faget: Et idéhistorisk, et teknologihistorisk og et almenhistorisk.

Den 29. maj 2016 i forhandlingernes afsluttende fase skrev jeg i min egenskab som mangeårig kursusleder for de fagdidaktiske kurser i Teknologihistorie og Idéhistorie på Syddansk Universitet sammen med Esben Dalsgaard (Techcollege, Aalborg) et indlæg til fagbladet Gymnasieskolen med titlen Idéhistorie som teknologisk dannelsesfag, hvor budskabet var at Idéhistorie bidrager til teknologisk dannelse, forstået som det at ”kunne begribe teknologiens talrige sammenhænge og at kunne forholde sig til den på en reflekteret og kritisk måde er kernen i den teknologiske dannelse”, men at faget samtidig bidrager til almendannelsen i mere klassisk forstand (Dalsgaard & Pedersen 2016). Indlægget var tænkt som det sidste input i debatten og havde til hensigt at forene ønsket om at styrke almendannelsen med ønsket om at ville understøtte den særlige teknologiske profil på de tekniske gymnasier.

Konklusionen er ikke på forhånd givet. Resultatet kunne være endt anderledes. At det lykkedes at komme igennem med skabe et nyt obligatorisk Idéhistoriefag på B-niveau i gymnasiet er ikke nogen enkeltstående aktørs fortjeneste. Jeg påstår at udfaldet blev sådan blandt andet fordi faget i dets udlægninger af forskellige aktører blev tolket som løsningen på deres specifikke udfordring og fordi det på tidspunktet blev opfattet som tilstrækkeligt bredtfavnende og alment dannede til at imødekomme specifikke faglige ønsker hos regeringens største støtteparti Dansk Folkeparti.

Men dette var blot én fortælling blandt mange i en kompleks historie.

Epilog

Efterfølgende har jeg medvirket til at udforme fagets læreplan i den gruppe undervisningsministeriet nedsatte til formålet ledet af daværende fagkonsulent Trine Pippi Kræmer. Gruppen bestod desuden af Anne-Mette Utzon-Frank (NEXT), Jørgen B. Rasmussen (Odense Teknisk Gymnasium) og Casper Andersen (Idehistorie, AU). Derudover har jeg medvirket til at forfatte vejledningen til faget i en gruppe bestående af den nye fagkonsulent Anders Kristensen samt Casper Andersen og Esben Dalsgaard (Techcollege, Aalborg). Ligeledes har jeg deltaget i arbejdsgruppen om faglige minimumskriterier for undervisningskompetence samt deltaget i planlægningen af efteruddannelseskurset for Idéhistorielærere på Aarhus Universitet som Jakob Bek-Thomsen (Idehistorie, AU) er ansvarlig for. Sammen med Jakob og Casper arbejder jeg for øjeblikket på en grundbog til Idéhistorie B som vil udkomme i foråret 2018 på forlaget Systime (Pedersen, A.Y.; C. Andersen & J. Bek-Thomsen, forthcoming).

Litteratur

  • Bekendtgørelse om uddannelsen til højere teknisk eksamen (2013) Bilag 15. Undervisningsministeriet. https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=152550#Bil15
  • Bekendtgørelse om uddannelsen til studentereksamen (2013) Bilag 47. Undervisningsministeriet. https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=152507#Bil47
  • Betænkning over Forslag til lov om uddannelsen til studentereksamen (stx) (gymnasieloven). (2004) Afgivet af Uddannelsesudvalget den 27. januar 2004
  • Cohen, M. D., March, J. G., & Olsen, J. P. (1972). A Garbage Can Model of Organizational Choice. Administrative Science Quarterly, 17(1), 1-25.
  • Dalsgaard, E. & A. Y. Pedersen (29. Maj. 2016) Idehistorie som teknologisk dannelsesfag. Gymnasieskolen. http://gymnasieskolen.dk/idehistorie-som-teknologisk-dannelsesfag.
  • Den røde betænkning / Det nye Gymnasium (1959/1960). Betænkning nr. 269 afgivet af det af undervisningsministeriet under 27. februar 1959 nedsatte læseplansudvalg for gymnasiet.
  • Forslag til folketingsbeslutning om reform af gymnasiet. (1985). Fremsat af Riishøj (SF) Agerschou (SF) Alice Faber (SF) Ingerlise Koefoed (SF) Ebba Strange (SF) den 7. november 1985
  • Fra elev til studerende: Klædt på til at læse videre (april 2016)
  • Gymnasier til fremtiden: Parat til at læse videre (december 2014)
  • Haue, H. (2003). Almendannelse som ledestjerne. En undersøgelse af almendannelsens funktion i dansk gymnasieundervisning 1775-2000. Odense: Syddansk Universitetsforlag
  • Krarup, Marie (6. april, 2016). Den klassiske dannelse er ikke eksisterende i regeringens udspil til gymnasiereform. Kristeligt Dagblad. https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/gymnasiereform.-den-klassiske-dannelse-er-ikke-eksisterende-i-regeringens-udspil
  • Mol, A., & Law, J. (2002). Complexities: An Introduction. In Complexities: Social Studies of Knowledge Practices (pp. 1-22). Durham, NC: Duke University Press.
  • Pedersen, Alex Young; Casper Andersen og Jakob Bek-Thomsen (forthcoming) Idé, Teknologi, Historie – Grundbog til Idéhistorie B. iBog. Aarhus: Systime. https://idehistorie.systime.dk/
  • Pierson, P. (2000). Not Just What, but When: Timing and Sequence in Political Processes. Studies in American Political Development, 14(1), 72-92.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.