Undervisningsminister Merete Riisager og liberalismen

Merete Riisager. Foto: Steen Brogaard

Ingen tvivl om at undervisningsminister Merete Riisager lyder fornuftig af og til, men det er med en stor forundring at man kan kaste sin kærlighed på den nye undervisningsminister samtidig med at man begræder konkurrencestaten, hvis logikker ligger i direkte forlængelse af LA’s politiske vision.

Markedsgørelsen af velfærdstatens kerneydelser, ikke-indblanding fra staten og et konsekvent fokus på individets personlige ansvar er LA’s politiske og klassisk liberale udgangspunkt også når det kommer til undervisningsområdet. Her ligger svarene i brugerbetaling af undervisning, privatisering af folkeskoler og gymnasieskoler (i en overgangsfase kan man operere med selvejerskab på markedslignende vilkår), nedskæringer i det offentlige budget (mere end 2% pr. år på gymnasieområdet), fratagelse af mulighed for uddannelse ved indføring af høje karakterkrav til gymnasiet. Det eneste princip for fremmelse og forbedring af kerneydelser, almendannelse, faglighed og færdigheder er den vedvarende konkurrenceudsættelse mellem individer og mellem offentlige institutioner og private virksomheder. Selve forudsætningen for tilegnelsen af viden er fuldstændig analog til tilegnelsen af privat ejendom: Et frit marked uden offentlig indblanding.

Klassisk liberal uddannelsespolitik fra en klassisk liberal undervisningsminister.

Statens rolle er sikring af liv, frihed og privat ejendom. Alt derudover er ikke blot politisk, men også moralsk suspekt fra et klassisk liberalt synspunkt. Det gælder også i uddannelsespolitiken. Den klassisk liberalismes raison d’etre i en velfærdsstatsepoke bliver netop kritikken af velfærdsstatens institutioner. Politik og politisk indblanding er kun legitimt for såvidt det fremmer afvikling eller indskrænkning af statens rolle i samfundet. Det kan dog også være legitimt at anvende statens midler til at skabe mere konkurrence, eks. ved offentlige tilskud til private hospitaler og privat skoler så det frie valg på markedsvilkår understøttes. Ministerens kritik af konkurrencestaten er således videreførelse af den samme velfærdsstatskritik og skal ikke tolkes i retning af en kritik af de logikker som ligger til grund for indførelsen af selveje og den indbyrdes konkurrence gymnasierne imellem, det øgede ledelsesrum der forskyder ansvaret for nedskæringerne til den enkelte rektor og lærerne, nemlig det mantra som ministeren gang på gang gentager: Det kan altid lade sig gøre at spare! Når ministeren siger hun har tillid til lederne er det helt i tråd med den liberale forestillling om statens ikke-indblanding. Når ministeren siger vi skal have fokus på individet og dets valgmuligheder og hele tiden betoner det personlige ansvar i forhold til elever og studerende er det således helt i tråd med et liberal menneskesyn. Når ministeren hæver det offentlige tilskud til private skoler og giver større frihedsgrader til private gymnasier og Steinerskoler er det helt i tråd med den liberale forestillingen om markedsgørelse via udvidelse af den individuelle valgfrihed.

Når man nægter at bruge den mest åbenlyse optik til at forstå ministerens handlinger – hendes politiske og ideologiske grundposition gør man ikke blot vold på hende man sætter også sin egen fornuftige dømmekraft over styr.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.