Bekendtgørelse for Samfundsfag C
htx, juni 2010
Bilag 22 i Bekendtgørelse om uddannelsen til højere teknisk eksamen (htx-bekendtgørelsen)
1. Identitet og formål
1.1. Identitet
Samfundsfag beskæftiger sig med danske og internationale samfundsforhold og samspillet mellem teknologisk udvikling og samfundsudvikling. Faget giver på et virkelighedsnært grundlag viden om og forståelse af det moderne, globaliserede samfunds kompleksitet og dynamik ved at forbinde den aktuelle samfundsmæssige udvikling med sociologiske, økonomiske og politiske sammenhænge og bidrager dermed til at kvalificere egne standpunkter og handlemuligheder.
1.2. Formål
Samfundsfag C skal fremme elevernes lyst og evne til at forholde sig til og deltage i den demokratiske debat og gennem undervisningens indhold og arbejdsformer engagere dem i forhold af betydning for demokratiet og samfundsudviklingen. Endvidere skal undervisningen fremme elevernes selvstændighed til at kunne tage stilling til samfundsmæssige problemstillinger på et fagligt kvalificeret niveau. Undervisningen skal give viden og forståelse af danske og internationale samfundsforhold og den dynamik, herunder den teknologiske udvikling, der har indflydelse på udviklingen i det moderne samfund. Elevernes studiekompetence skal udvikles ved anvendelse af viden, begreber og metoder fra de samfundsvidenskabelige discipliner på virkelighedsnære problemstillinger.
2. Faglige mål og fagligt indhold
2.1. Faglige mål
Eleverne skal kunne:
- anvende og kombinere viden om økonomi og politik til at undersøge aktuelle samfundsmæssige problemstillinger og løsninger herpå
- forklare samfundsmæssige problemstillinger med anvendelse af begreber og generelle faglige sammenhænge
- undersøge samspillet mellem teknologiske forandringer og samfundsmæssige forandringer
- anvende viden om det politiske system i Danmark til at undersøge konkrete politiske beslutninger
- påvise – ved hjælp af konkrete eksempler – de rammer, EU og globale forhold sætter for økonomiske og politiske handlemuligheder
- formulere fagligt funderede problemstillinger, opsøge og kritisk vurdere informationer og anvende forskelligartede materialetyper til at dokumentere faglige sammenhænge
- gennemføre projektarbejde og mindre empiriske undersøgelser
- anvende fagets terminologi til skriftligt og mundtligt at formidle viden på fagets taksonomiske niveauer
- argumentere for egne synspunkter på et fagligt grundlag, indgå i en faglig dialog og diskutere en faglig problemstilling.
2.2. Kernestof
Kernestoffet er følgende:
Økonomi
- det økonomiske kredsløb, økonomiske mål og økonomiske styringsinstrumenter
- økonomisk vækst, velfærd og teknologisk udvikling.
Politik
- politiske grundholdninger, herunder konservatisme, liberalisme og socialisme
- danske politiske beslutningsprocesser i et europæisk og globalt perspektiv, herunder demokrati og betydningen af retssystemet.
Samfund og teknologi
- sammenhænge mellem teknologisk og samfundsmæssig udvikling, herunder betydningen af den teknologiske udvikling for ændringer i sociale mønstre og strukturer.
Metode
- samfundsfaglige informationskanaler
- model-, tabel– og figurforståelse
- kvantitativ og kvalitativ metode.
2.3. Supplerende stof
Eleverne vil ikke være i stand til at opfylde de faglige mål alene ved hjælp af kernestoffet. Det supplerende stof består af eksempler fra den aktuelle debat i form af tekster, statistik og klip fra elektroniske medier. De faglige mål opfyldes ved at kernestoffets begreber og sammenhænge anvendes i en undersøgelse af det supplerende stof. Desuden indgår udadvendte aktiviteter i det supplerende stof.
3. Tilrettelæggelse
3.1. Didaktiske principper
Undervisningen skal tilrettelægges tematisk med afsæt i elevernes undren og nysgerrighed vedrørende aktuelle samfundsmæssige problemstillinger. I behandlingen af stoffet anlægges et helhedssyn med respekt for de enkelte discipliner. I undervisningen skal der lægges vægt på det induktive princip, hvor konkrete problemstillinger er udgangspunktet, og der lægges vægt på den enkelte elevs muligheder for på et fagligt grundlag at fremføre egne argumenter, synspunkter og vurderinger.
Tilrettelægges undervisningen deduktivt, skal der efterfølgende ske en anvendelse af det faglige stof på virkelighedsnære samfundsfaglige problemstillinger.
I samfundsfag C skal undervisningen tilrettelægges, således at den er alsidig i valg af synsvinkler, begreber og metoder.
3.2. Arbejdsformer
I undervisningen skal der anvendes afvekslende og elevaktiverende arbejdsformer, således at eleverne får gode muligheder for at identificere, dokumentere, formidle og debattere faglige sammenhænge og synspunkter. Udadvendte aktiviteter integreres i undervisningsforløb og gennemføres i form af gæstelærere, virksomheds– og institutionsbesøg eller mindre empiriske undersøgelser.
Der skal i det samlede forløb gennemføres mindst ét projektarbejde, hvor samspillet mellem den teknologiske udvikling og den samfundsmæssige udvikling skal behandles med brug af metoder og begreber fra faget.
Skriftlighed af stigende sværhedsgrad bidrager til at opøve forståelse, uddybning og formidling af faglige sammenhænge og som støtte for mundtlige oplæg. Det skriftlige planlægges, så der er progression og sammenhæng til skriftlighed i andre fag. I samarbejdet med andre fag om skriftlighed bidrager samfundsfag C med faglig formidling på fagets taksonomiske niveauer og dermed anvendelse af begreber, empiri og metode i et præcist og nuanceret sprog.
3.3. It
Informationsteknologiske redskaber skal anvendes i undervisningen til at støtte og supplere de faglige mål og den pædagogiske proces.
It anvendes til:
- informationssøgning
- bearbejdning og formidling
- vidensdeling.
Anvisninger på elektroniske samfundsfaglige informationskanaler indgår i de enkelte forløb. Brug af elektroniske konferencer integreres i undervisningen.
3.4. Samspil med andre fag
Samfundsfag C er omfattet af de generelle krav om samspil mellem fagene. Dele af kernestof og supplerende stof vælges og behandles, så det bidrager til styrkelse af det faglige samspil i studieretningen. Faget indgår i studieområdet, således at der i et projekt skal samarbejdes med teknologifaget.
Samfundsfag C bidrager til en sammenhængende forståelse af aktuelle samfundsmæssige problemstillinger. I konkrete undervisningsforløb giver faget blandt andet metodiske værktøjer til mindre empiriske undersøgelser.
4. Evaluering
4.1. Løbende evaluering
Gennem fremadrettet og individuel vejledning, brug af test og tilbagemeldinger på mundtlige og skriftlige aktiviteter skal eleven undervejs i det samlede forløb bibringes en klar opfattelse af niveauet for og udviklingen i det faglige standpunkt. Grundlaget for evalueringen skal være de faglige mål. Der skal desuden gennemføres aktiviteter, som får eleven til selv at reflektere over faglig udvikling. Endvidere skal der mindst én gang i hvert semester ske en evaluering af den enkelte elevs arbejdsindsats, aktive deltagelse og engagement i undervisningen. I forbindelse hermed sker der en fælles evaluering af undervisningen.
4.2. Prøveform
Der afholdes en mundtlig prøve på grundlag af et prøvemateriale med et kendt tema og et ukendt bilagsmateriale med forskellige materialetyper af et omfang på to til tre normalsider a 1300 bogstaver. Ved anvendelse af elektronisk mediemateriale som en del af bilagsmaterialet svarer fire til syv minutters afspilning til én normalside. I tilknytning til temaet stilles fokuserede underspørgsmål, der følger de taksonomiske niveauer. Et prøvemateriales tema er kendt af eksaminanderne, idet det er identisk med et forløbs tema. Et prøvemateriale må højst anvendes ved tre eksaminationer.
Eksaminationstiden er ca. 24 minutter pr. eksaminand. Der gives ca. 48 minutters forberedelsestid. Eksaminationen former sig som en faglig samtale mellem eksaminand og eksaminator.
4.3. Bedømmelseskriterier
Bedømmelsen er en vurdering af, i hvilket omfang eksaminandens præstation lever op til de faglige mål, som de er angivet i pkt. 2.1.
Der gives én karakter ud fra en helhedsbedømmelse af eksaminandens mundtlige præstation.