Fag og niveau: Filosofi C eller Samfundsfag C + B
Primærtekst: John Locke (1690) To afhandlinger om regering (uddrag i dansk oversættelse)
Formål
Du skal indblik i:
- Grundantagelser i liberalismen
- Grundlæggende værdier i vores samfund/kultur
Opgave
- Læs teksten med de tekstnære spørgsmål for øje.
- Diskuter i ca. 5 min. med sidemanden om de forskellige perspektiver i teksten. Nedfæld nogle stikord.
Tekstnære spørgsmål (hav dem i baghovedet når du læser)
- Hvilke grundværdier er centrale i teksten?
- Hvad er staten og regeringens mål/opgave?
- Hvilke mangler har naturtilstanden og hvorfor?
Mulige perspektiver (find selv på flere)
- Grundlæggende værdier
- Forestillinger om staten
- Menneskesyn
- Forestilinger om straf
- Retfærdighed
- Lighed
Tekstuddraget
Om naturtilstanden
For rigtig at forstå hvad politisk magt er og hvorfra den oprindeligt stammer, må vi tage i betragtning hvilken tilstand alle mennesker af naturen befinder sig i, nemlig en tilstand af fuldkommen frihed til at gøre hvad de vil, og til at disponere over deres ejendele og personer, som det passer dem, inden for naturlovens grænser. Det er også en tilstand af lighed, hvor al magt og myndighed er gensidig, eftersom ingen har mere end andre. […]
Naturtilstanden har en naturlov til at styre den, som forpligter alle; og fornuften, som er denne lov, lærer enhver som blot vil rådspørge den, at ingen som er lige(værdige) og uafhængige bør skade nogen anden på hans liv, helbred, frihed eller ejendele. […]
Eftersom enhver er forpligtet til at bevare sig selv og til ikke frivilligt at forringe sin situation, af samme grund bør enhver, når hans egen situation ikke er sat på spil, bidrage til at sikre resten af menneskeheden, så godt han kan, og han må ikke, medmindre det drejer sig om at udøve retfærdighed over for en lovovertræder, tilintetgøre eller forringe livet, eller det som bidrager til bevarelse af liv: andres frihed, helbred, legemsdele eller goder.
Om det politiske samfunds og regerings mål
[…]
Det er ikke uden grund at den enkelte sammen med andre søger og er villig til at indgå i et samfund, som allerede er dannet eller på vej til det, for at opnå en gensidig beskyttelse af deres liv, frihed og materielle besiddelser, hvilket jeg med en fælles betegnelse kalder “ejendom”.
Det store og overordnede formål med at mennesker forener sig i stater og stiller sig under en regering er beskyttelsen af deres ejendom. I den henseende mangler mange ting i naturtilstanden.
For det første mangler der en positiv, fastsat og anerkendt lov, som i fælles enighed er vedtaget og anerkendt som standard for hvad der er rigtigt eller forkert, samt en fælles målestok tiI at afgøre stridigheder mellem dem; for selv om naturloven er ligetil og forståelig for alle fornuftsvæsener, så er mennesker, der er hildede i deres interesser og uvidende pga. af deres mangelfulde studier af den, dog ikke i stand til at acceptere den som en lov, der er bindende når den skal anvendes i de sager de selv er indblandet i.
For det andet mangler der i naturtilstanden en offentligt kendt og uvildig dommer med myndighed til at afgøre alle uoverensstemmelser i henhold til den positive lov; for enhver i den tilstand er både dommer og udover af naturloven, og eftersom mennesker tager deres eget parti, så kan lidenskab og hævntørst få dem til at gå alt for vidt, og handle med alt for megen hidsighed i deres egne sager, ligesåvel som skødesløshed og ligegyldighed kan gøre dem forsømmelige i andres.
For det tredje mangler der i naturtilstanden ofte en magt til at sætte bag og understøtte dommen, når den er rigtig, og til at sørge for at den bliver fuldbyrdet på den rette måde. De som har begået en uret vil sjældent undlade at understøtte deres uretfærdighed, – endog med magt, hvis de kan. Og på den måde gør modstand det mange gange farligt og ofte ødelæggende for dem som prøver at straffe.
Kilde:
Locke, John (1997) [1690] To afhandlinger om regering. I Bent Rensch (red.) Ret og magt – Retsfilosofi mellem etik og politik. Århus: Systime, pp. 56–59